Figuren til højre viser udviklingen i danskernes institutionelle tillid fra 1990 til 2009. Tallene er hentet fra den danske værdiundersøgelse fra 2009. Den institutionelle tillid dækker over befolkningens tillid til politiske (Folketinget), ordenshåndhævende (Politiet og retssystemet) samt politik-implementerende (det offentlige og det sociale sikringssystem) institutioner. Kurven dækker over den gennemsnitlige tillid til hver af de fem institutioner. Målet går fra 0 til 3, hvor 3 er højest tillid og 0 er lavest tillid. Kurven viser, at tilliden faldt en smule fra år 1990 til slutningen af 90’erne, men at den er steget siden da og ind til 2009, hvor tilliden lå på 2 ud af 3. Scoren på indekset er en beregning af gennemsnittet af respondenternes besvarelser på de fem forskellige institutioner (Dinesen og Sønderskov:2012).
Erik Fog, der er økologisk landskonsulent hos SEGES og som var med til at introducere det røde Ø-mærke for 25 år siden, hævder i anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag, at befolkningens tillid til den danske stat og det offentlige system er en væsentlig årsag til den høje tillid til Ø-mærket. Hvis ikke danskerne havde tillid til staten, ville de alt andet lige heller ikke have tillid til kontrollen i forbindelse med Ø-mærkningen.
Det danske statsautoriserede Ø-mærke er det eneste af sin slags i verden. Når landmænd søger om autorisation til økologisk jordbrug i Danmark og dermed tilladelse til at behæfte deres produkter med Ø-mærket, vurderes deres landbrug af Fødevarestyrelsen, hvis eksperter foretager en vurderingen på baggrund af en række lovbestemte og videnskabeligt forankrede parametre(Fødevarestyrelsen 2016). Denne praksis adskiller sig fra andre lande, hvor kontrollen og mærkningen af økologisk produkter foretages af private firmaer (Fog 2015). Når kontrollen og mærkningen foretages af eksperter, der er tilknyttet private firmaer eller organisationer, kan den kædes sammen med økonomiske, faglige eller politiske interesser. Det kan medvirke til, at offentligheden ikke opnår samme tillid som hvis den blev foretaget af eksperter, der er tilknyttet en institution, der er høj tillid til i befolkningen.
Befolkningens tillid til Ø-mærket hænger altså sammen med tilliden til den institution, der kontrollerer og autoriserer det - dvs. staten. I dette perspektiv er det ikke så meget Ø-mærkets påstandes substantielle sandhedsværdi, der skal have æren for opbyggelsen af offentlighedens tillid og opbakning. Det er snarere det netværk af aktører, der er og har været involveret i udbredelsen af offentlighedens kendskab til det. Centralt i dette netværk står staten, som i kraft af sin autoritative position i vores samfund og i kraft af dens opbakning til Ø-mærket, giver de aktører, der kæmper for udbredelsen af det, legitimitet og autoritet. Vores Gephi-kort viser, at de statslige institutioner, der har med Ø-mærket at gøre, er centrale aktører i netværket.
Dette kan også være en forklaring på, hvorfor den ekspertise, der forholder sig kritisk mod Ø-mærkets påstande ikke formår at rokke bemærkelsesværdigt ved offentlighedens tillid. I en stor del af de økologi-kritiske artikler, vi har gennemgået i forbindelse med vores research, har forfatterne og ekspertreferencerne kunne sammenkobles med det konventionelle landbrug. Det gør ikke nødvendigvis den viden, der refereres til usand. Men i og med at eksperterne og deres udsagn kan kædes sammen med feltets interesser, kan de af offentligheden tolkes som værende drevet heraf og derfor ikke objektive. For at kendskabet til kritikken af Ø-mærket skal nå ud til den brede befolkningen, må kritikerne kunne kobles sammen med institutioner eller aktører, der giver troværdighed.
En anden forklaring kan være, at den kritiske ekspertise primært synliggøres i medier, der henvender sig til fagfolk. Vi fandt økologi-kritiske artikler på mainstream medie-platforme såsom politiken og information, men størstedelen befandt sig på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside og lignende fagspecifikke kilder. Gennem disse platforme når kritikken alt andet lige ikke den brede befolkning og de kritiske røster får derfor kun begrænset effekt på den brede offentligheds tillid til Ø-mærket.
Men hvorfor når den økologi-kritiske ekspertise sjældent ud over de fagspecifikke felters grænser? Under fanen "MEDIERNES INDFLYDELSE" har vi forsøgt at besvare dette spørgsmål. Klik på knappen nedenfor for at komme dertil.
Figuren til højre viser udviklingen i danskernes institutionelle tillid fra 1990 til 2009. Tallene er hentet fra den danske værdiundersøgelse fra 2009. Den institutionelle tillid dækker over befolkningens tillid til politiske (Folketinget), ordenshåndhævende (Politiet og retssystemet) samt politik-implementerende (det offentlige og det sociale sikringssystem) institutioner. Kurven dækker over den gennemsnitlige tillid til hver af de fem institutioner. Målet går fra 0 til 3, hvor 3 er højest tillid og 0 er lavest tillid. Kurven viser, at tilliden faldt en smule fra år 1990 til slutningen af 90’erne, men at den er steget siden da og ind til 2009, hvor tilliden lå på 2 ud af 3. Scoren på indekset er en beregning af gennemsnittet af respondenternes besvarelser på de fem forskellige institutioner (Dinesen og Sønderskov:2012).
Erik Fog, der er økologisk landskonsulent hos SEGES og som var med til at introducere det røde Ø-mærke for 25 år siden, hævder i anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag, at befolkningens tillid til den danske stat og det offentlige system er en væsentlig årsag til den høje tillid til Ø-mærket. Hvis ikke danskerne havde tillid til staten, ville de alt andet lige heller ikke have tillid til kontrollen i forbindelse med Ø-mærkningen.
Det danske statsautoriserede Ø-mærke er det eneste af sin slags i verden. Når landmænd søger om autorisation til økologisk jordbrug i Danmark og dermed tilladelse til at behæfte deres produkter med Ø-mærket, vurderes deres landbrug af Fødevarestyrelsen, hvis eksperter foretager en vurderingen på baggrund af en række lovbestemte og videnskabeligt forankrede parametre(Fødevarestyrelsen 2016). Denne praksis adskiller sig fra andre lande, hvor kontrollen og mærkningen af økologisk produkter foretages af private firmaer (Fog 2015). Når kontrollen og mærkningen foretages af eksperter, der er tilknyttet private firmaer eller organisationer, kan den kædes sammen med økonomiske, faglige eller politiske interesser. Det kan medvirke til, at offentligheden ikke opnår samme tillid som hvis den blev foretaget af eksperter, der er tilknyttet en institution, der er høj tillid til i befolkningen.
Befolkningens tillid til Ø-mærket hænger altså sammen med tilliden til den institution, der kontrollerer og autoriserer det - dvs. staten. I dette perspektiv er det ikke så meget Ø-mærkets påstandes substantielle sandhedsværdi, der skal have æren for opbyggelsen af offentlighedens tillid og opbakning. Det er snarere det netværk af aktører, der er og har været involveret i udbredelsen af offentlighedens kendskab til det. Centralt i dette netværk står staten, som i kraft af sin autoritative position i vores samfund og i kraft af dens opbakning til Ø-mærket, giver de aktører, der kæmper for udbredelsen af det, legitimitet og autoritet. Vores Gephi-kort viser, at de statslige institutioner, der har med Ø-mærket at gøre, er centrale aktører i netværket.
Dette kan også være en forklaring på, hvorfor den ekspertise, der forholder sig kritisk mod Ø-mærkets påstande ikke formår at rokke bemærkelsesværdigt ved offentlighedens tillid. I en stor del af de økologi-kritiske artikler, vi har gennemgået i forbindelse med vores research, har forfatterne og ekspertreferencerne kunne sammenkobles med det konventionelle landbrug. Det gør ikke nødvendigvis den viden, der refereres til usand. Men i og med at eksperterne og deres udsagn kan kædes sammen med feltets interesser, kan de af offentligheden tolkes som værende drevet heraf og derfor ikke objektive. For at kendskabet til kritikken af Ø-mærket skal nå ud til den brede befolkningen, må kritikerne kunne kobles sammen med institutioner eller aktører, der giver troværdighed.
En anden forklaring kan være, at den kritiske ekspertise primært synliggøres i medier, der henvender sig til fagfolk. Vi fandt økologi-kritiske artikler på mainstream medie-platforme såsom politiken og information, men størstedelen befandt sig på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside og lignende fagspecifikke kilder. Gennem disse platforme når kritikken alt andet lige ikke den brede befolkning og de kritiske røster får derfor kun begrænset effekt på den brede offentligheds tillid til Ø-mærket.
Men hvorfor når den økologi-kritiske ekspertise sjældent ud over de fagspecifikke felters grænser? Under fanen "MEDIERNES INDFLYDELSE" har vi forsøgt at besvare dette spørgsmål. Klik på knappen nedenfor for at komme dertil.